Utilising Local Capacities

Øget aktivitet i Arktis i løbet af det seneste årti har ført til spørgsmål og bekymring om den manglende evne til at håndtere potentielle kriser. Det hænger sammen med begrænsede offentlige investeringer. Maritime regioner har fået særlig opmærksomhed på grund af frygt for oliespild og synkende krydstogtskibe. Hændelser fjernt fra kysten er mere udfordrende end landbaseret miljøbeskyttelse og eftersøgning og redning. Foruden ophedede diskussioner om 2016-rejsen med krydstogtskibet Crystal Serenity og potentialet for olie- og gasudvinding mod nord, så er antallet af maritime krisesituationer i mindre skala i arktisk farvand stigende.

Der er blevet stillet krav til nationale myndigheder om at foretage investeringer med henblik på at kunne opretholde de relativt dyre arktiske kapaciteter, herunder krydsvagtfartøjer, langtrækkende helikoptere og udstyr til at imødegå olieudslip. En ofte overset dimension er imidlertid de lokale resurser, som allerede findes i arktiske samfund.

Rapporten undersøger fire arktiske områder, som strækker sig over Nordatlanten: Fra Nunavut (Canada) i vest til Grønland (Danmark), Island og Svalbard (Norge) i øst. På baggrund heraf påpeger rapporten, at en mere effektiv udnyttelse af lokale resurser kan reducere omkostninger og redde liv. Spørgsmålet er dog, hvilke typer af resurser der findes i arktiske samfund, og hvordan de nationale myndigheder vil kunne udnytte dem yderligere. Svarene herpå hænger også sammen med, hvordan vi konceptualiserer og forstår de forskellige niveauer i arktisk beredskab – niveauer, som er afhængige af hinanden.