Ukrainekrisen og forandringen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik

Ukrainekrisen har ændret europæisk og amerikansk sikkerhedspolitik. Uanset hvilke konsekvenser krisen vil få på hhv. kort, mellemlangt og langt sigt, vil den russiske intervention i Ukraine og anneksionen af Krim samt den efterfølgende ustabilitet i det østlige Ukraine have vidtrækkende konsekvenser af følgende tre grunde:

• Der vil være et kortere strategisk varsel pga. Ruslands vilje og evne til at bruge væbnet magt i sit nærområde.
  
  
• Det er tilsyneladende det endegyldige russiske brud med ideen om et helt og frit Europa, som startede med Helsinki-processen og blev realiseret med integrationen af økonomier og samfund efter afslutningen af Den Kolde Krig. Et vigtigt element i ideen om et helt og frit Europa er, at konflikter skal løses på civile betingelser og ikke på basis af våbenmagt.
  
  
• Det demonstrerer, at en række af de partnerskaber mv., som har været fundamentet for EU’s og NATO’s politik, ikke har været tilstrækkelige. Krisen skaber derfor et behov for at gentænke vestlig strategi.

I betragtning af denne nye risiko er Vestens nuværende politik ikke tilstrækkelig. Det betyder ikke nødvendigvis, at den hidtidige politik har været forfejlet, og det betyder slet ikke, at vi står overfor en ny kold krig. Imidlertid må Vesten erkende, at Ruslands regeringsførelse ikke har de samme overordnede mål som Vestens.

Selvom Vesten således på kort sigt kan stille sig tilfreds med at overvinde krisen, vil konsekvenserne for de sikkerhedspolitiske rammer i Europa være mærkbare på både mellemlangt og langt sigt. Disse konsekvenser vil ikke mindst gælde for Vesten selv, fordi krisen har afsløret forskellige prioriteter blandt vestmagterne og udfordret det verdenssyn, som Vestens politik har været baseret på. Vesten må ydermere erkende, at Rusland er villig til at bruge militære midler for at nå sine mål. Det giver særligt EU’s
udenrigspolitik en række fundamentale udfordringer og betyder, at NATO skal gen- og gennemtænke artikel 5-forpligtelserne overfor især de østeuropæiske medlemslande. Her er de baltiske stater særligt sårbare.

For dansk forsvar betyder krisen, at områdeforsvar kommer på dagsordenen. Danmarks strategiske grænse er med udvidelsen af NATO flyttet mod øst. Det betyder, at genindførelsen af territorialforsvaret ikke er aktuelt, men at forsvaret skal anvende sine erfaringer med at deployere styrker til f.eks. Afghanistan eller ud for Somalia til konventionel afskrækkelse ved at kunne indsætte forstærkningsstyrker af forskellig art
fra alle tre værn i f.eks. de baltiske lande. Dansk forsvar må stadig forvente at skulle deltage i f.eks. stabiliseringsoperationer eller humanitær ordenshåndhævelse uden for Europa.

Emner