Centerleder Henrik Breitenbauchs velkomsttale fra CMS' forsvarskonference 2019

Center for Militære Studier afholdt 6. november 2019 forsvarskonferencen "Forsvarsforliget mellem stormagtsrivalisering og implementering" på Nationalmuseet. Forsvarsminister Trine Bramsen, forsvarsforligsordførere og andre repræsentanter for forligspartierne, og mange andre deltog. Nedenfor følger centerleder Henrik Breitenbauchs velkomsttale.

 

***

Kære forsvarsminister, medlemmer af Folketinget, generaler og admiraler — mine damer og herrer. Velkommen til Center for Militære Studiers forsvarskonference 2019 her på Nationalmuseet.

Vi på Center for Militære Studier har glædet os meget til at se jer samlet her — for give os alle mulighed for at få vendt og drejet dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, fra det nære til det fjerne - og til at samle og dele inspiration om hvordan den — og forsvaret — kan komme til at udvikle sig. Så velkommen til jer alle.

‘Forsvarsforliget mellem stormagtsrivalisering og implementering: det er den titel og tema vi har givet konferencen i dag.

Det har vi dels fordi dansk forsvarspolitik formes af — og er et svar på — de udfordringer og trusler, der kommer udefra. Det gælder både udfordringer og trusler fra dem, der ikke vil noget godt for os — og for vores åbne samfund. Og det gælder de udfordringer, der kommer fra de venner og institutionaliserede fællesskaber, som NATO og EU, som et lille land altid skal skatte —men som nogen gange kan blive dimensionerende i sig selv, som med diskussionen om de berømte to procent.

Men vi fokuserer i dag også på implementeringen af forliget, fordi dansk forsvarspolitik også er et system i sig selv. Dansk forsvarspolitik er på den måde en cirkulær proces, som indledes med forligsaftale, der så skal implementeres, driftes og skabe ny udvikling frem mod den næste forlig. Forligsforhandlingerne er det tilsyneladende højdepunkt i den cyklus. Men den implementeringsfase vi nu er i, består i virkeligheden også af en række væsentlige, strategiske beslutninger med lang rækkevidde. Og som vi så med tillægsaftalen til forliget, med de 2,5 skrivebordsmilliarder og de 1,5 milliarder nye kroner, så kan der ske ting i løbet af en forligsperiode, som giver anledning til nye beslutninger — og den risiko er måske særligt stor, når man har en 6-årig cyklus.

Det er det, som vi lægger op til at debattere i løbet af i dag: På den ene side de internationale rammer, kendetegnet — markant men ikke uden tvetydighed — ved øget stormagtsrivalisering, og så på den anden side de opgaver, udfordringer og målsætninger, som er indeholdt i det eksisterende forlig. Det gælder udfordringer og beslutninger vedrørende de mennesker, der er ansat og skal ansættes i forsvaret, og det gælder udfordringer og beslutninger vedrørende det materiel eller maskiner, der allerede findes eller kommer til at findes, i forsvaret.

Forsvarskonferencen er et af Center for Militære Studiers bidrag til at styrke den kvalificerede debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Vores ambition er at samle nogle af de klogeste og vigtigste hoveder i forhold til forsvars- og sikkerhedspolitikken — og det er jer: forskere og embedsmænd, journalister og forretningsfolk, politikere og repræsentanter for civilsamfundet. Vi ser frem til at diskutere og dele med jer i løbet af dagen — både herinde og i pauserne.

Stormagtsrivalisering er temaet for de seneste amerikanske sikkerheds- og forsvarsstrategier.

Siden 2014 — med den russiske annektering af Krim — har det været klart, at den periode vi kendte som “tiden efter den kolde krig”, at den er slut. Vi er ikke tilbage i den kolde krig, men i en nye tredje periode, som indeholder elementer fra både den kolde krig og fra tiden efter.

Med det amerikanske kodeord — stormagtsrivalisering — har vi fået en prisme at se denne nye tredje tid an med. Det er en tid, der ikke afslutter, men supplerer den globalisering, som dominerede tiden efter den kolde krig.

I sin mest naive form var globaliseringen en overskrift for historiens udvikling. Den sagde, at verdens økonomier ville gro mere og mere sammen takket være frihandel, og at verdenspolitikkens grundlæggende problemer omkring magt og risiko for krig mellem de stærke lande, at den efterhånden ville glide væk. Det ville den, fordi der med den økonomiske integration ville følge politisk konvergens: en konvergens omkring den liberal-demokratiske styreform, omkring demokratiske værdier og omkring inddragelse af civilsamfund, med tolerance og åbenhed.

Men dén forsimplede historieopfattelse viste sig at være forkert, falsificeret af menneskets dårskab og hang til magt. De autokratiske lande, herunder særligt Rusland og Kina, som var målet for den politiske konvergens, de havde og har, politiske ledere og regimer, som kun kan tabe ved at give efter for det åbne samfunds principper.

Derfor har de travlt med at bruge de penge som de tjener på den globaliserede økonomi, på at indrette deres stater, så de er vaccinerede mod demokratisering, mod engagement og dissens fra civilsamfundet, mod en lige relation mellem borgeren og staten. Derfor har de travlt med at opbygge cybervoldgrave mellem det frie internet og deres nationale rum, derfor har de travlt med at styre pressen og medierne i deres nationale rum, og derfor har de travlt med at underkue, indespærre, og — ser vi — endda dræbe folk, der siger regimet i mod.

USA’s regering har på mange måder har opgivet det moralske lederskab som understøttede ideen om en global demokratiseringsproces. Allehånde diktatorer verden over har set det. De har opdaget, at de kan slippe afsted med ting, der ellers aldrig var gået. Den saudiske regerings brutale henrettelse af kronikskribenten Kashoggi på konsulatet i Istanbul er kun ét tegn på en ny virkelighed, hvor vestens værdier ikke længere spredes og forsvares, men taber terræn.

Vesten skal altså vænne sig til at være i defensiven, for første gang i en generation. Vores demokratiske samtaler er blevet slagmarker for fremmede magter. De virkemidler som vi så virkede til at slutte den kolde krig: det frie civilsamfund, det har autokratiske styrer travlt med at modvirke derhjemme hos dem selv. Og i det, vi i gamle dage kaldte den tredje verden er der allerede en konkurrence i gang om indflydelse hos eliter i skrøbelige stater, som ikke lover godt for den globale dagsorden om menneskerettigheder.

Stormagtsrivaliseringen indvarsler nye og mere vanskelige tider. Den accentuerer behovet for en stærk og klog sikkerhedspolitik — i det euro-atlantiske rum, som NATO passer på, i Europa, i Norden og Østersøen, og i Danmark. Stormagtsrivaliseringen stiller også nye krav og spørgsmål til forsvarspolitikkens rolle som underleverandør til sikkerhedspolitikken. Nogle af de hjemlige opgaver, fra Arktis til Østersøen er blevet mere påtrængende. Det samme er cyberspørgsmålet — som understreger, at selv beredskabets gamle budskab om robusthed nu bliver farvet af sikkerhedspolitiske udfordringer. Samtidig er det tydeligt, at NATOs afskrækkelses- og forsvarspolitik er en uomgængelig hjørnesten for både vores hjemlige fred og stabilitet, men også for vores aspirationer for en bedre verden.

Disse nye og mere vanskelige tider betyder også, at der mere end nogensinde før er behov for, at vi reflekterer over hvordan forsvarspolitikken passer ind i dansk sikkerhedspolitik, over hvordan forsvarets rolle må udvikles og tilpasses, over hvordan danske bidrag til international, europæisk og transatlantisk sikkerhed bedst kan skrues sammen — og over hvordan Danmark i det hele taget skal forholde sig til en mere stormfuld verden, når det kommer til forsvar og sikkerhed.

Alt dette giver en særlig fornemmelse af akut vigtighed til implementeringen af forliget. Hvordan fremtidssikrer vi bedst de valg, der skal træffes? Hvordan styrker vi vores kapacitet til at tænke strategisk og i reelle alternativer, også når der skal strammes op og skæres til? Hvordan får vi mere af det, som tyskerne i deres hvidbog kaldte “Strategiefähigkeit”, altså en bredt distribueret evne til at se det strategiske i det taktiske og organisatoriske, i drift og udvikling, så vi hele tiden optimerer på den samlede kurs?

Det er den udfordring vi giver os selv i dag. Der er derfor vi skal være til stede her i dag. Velkommen til!

***