Åbningstale af Henrik Breitenbauch ved CMS forsvarskonference

Kære medlemmer af Folketinget – generaler og admiraler, ambassadører — mine damer og herrer.

Velkommen til Center for Militære Studiers Forsvarskonference 2021 her i Ingeniørforeningens lokaler.

Temaet for i dag, er et spørgsmål: ”nye internationale rammer for dansk forsvarspolitik?”

De internationale rammer er en væsentlig kilde – men ikke den eneste – til at forstå dansk forsvarspolitiks strategiske udviklingsretning. For et lille land må forsvarspolitikken i vidt omfang være en funktion af de internationale rammer.

De internationale rammer for dansk forsvarspolitik består i videste forstand af den globale, transatlantiske, og europæiske sikkerhedspolitiske situation – og de mønstre som venner og modstandere til sammen danner. Det udgør et systemisk bagtæppe som man ikke kan tale eller ønske sig ud af: Putins Rusland ser sig selv som værende i konflikt med Vesten, lige meget om Vesten ønsker det eller ej – ingen dialogkaffe kan ændre på dét.

På vennesiden spiller NATO åbenlyst en væsentlig rolle i form af både alliancens sikkerhedsgaranti, indflydelsen fra den fælles forsvarsplanlægning på den danske, og som ramme for interoperabilitet og operationer, og for politikudvikling og retningsgivning. EU spiller ligeledes en stigende rolle, ikke mindst i forhold til forsvarsplanlægningen – og forårets franske EU-formandskab vil stå i forsvarssamarbejdets tegn – noget der givet vil lægge yderligere pres på det danske forsvarsforbehold. NORDEFCO-samarbejdet mellem de nordiske lande er også i fuld udvikling, ligesom vi herhjemme i stigende grad er opmærksomme på bilateralt forsvarssamarbejde med naboer og udvalgte allierede.

Men jeg tror – og det er hovedformålet med denne indledende refleksion – at det er vigtigt, at vi husker hinanden på, at dansk forsvars- og sikkerhedspolitik ikke alene kan være en mekanisk afspejling af disse internationale forhold, eller alene være summen af vores allieredes forventninger til os. Vi må insistere på, at dansk forsvarspolitik er noget, der selvom den påvirkes og rammesættes udefra, stadig er noget, som vi som land har en forpligtelse til selv at formulere – selv at tænke over og dimensionere strategisk.

Selvom Danmark er et lille land, så er vi dog et rigtigt land.

Dagens spørgsmål om de internationale rammer er derfor ét som vi skal stille hver dag, men kun som en begyndelse på svar vi selv formulerer – med henblik på enten, for beslutningstagerne, at styre statens skib, at navigere på fællesskabets vegne, eller for os andre, at efterprøve idéer og valg, og udvikle nye ideer til inspiration og til udvikling.

Lad mig derfor her ridse tre aspekter op som på forskellige måder vil være synlige i det næste forsvarsforlig: det er nærområdet, NATOs rolle, og teknologikonkurrencen.

Nærområdet først. Med – og i løbet af – det indeværende forlig skiftede Danmarks strategiske opmærksomhed fra det globale syd mod først Rusland og siden mod Kina – hvad vi kunne kalde ’det globale øst’. Den militærstrategiske logik er skiftet med – fra fokus på oprørsbekæmpelse og stabilisering til et fokus på store konventionelle – i gåseøjne ’symmetriske’ – operationer. Dette regiskifte er med, når vi forsvarspolitisk taler om et øget fokus på nærområdet, hvor der oftest menes det nationale territorium samt Østersøområdet. Dette er den forestillede ramme for en tænkt, dimensionerende krise. Dette nærområde kommer til at fylde igen i næste forlig –  fra det meget omtalte luftforsvar til blandt andet værtsnationstøtte.

Men ”nærområdet” er et politisk gummiord, ikke en juridisk eller geografisk fasttømret størrelse. Det danske riges nærområde indbefatter dog også hele Rigsfællesskabet, så det må med i ”nærområdet”, der altså også udgøres af store dele af Nordatlanten og Arktis. Endelig så vil sydproblemerne ikke gå væk, også selvom vi nu er helt ude af Afghanistan. Med vedvarende og potentielt kraftigt stigende ustabilitet i Nordafrika og Mellemøsten, på Europas dørtrin, og med et USA, der hellere vil se henover Stillehavet mod Kina, så har de europæiske landes politiske ledere i løbet af i år allerede tydeligt signaleret, at det europæiske grænsearbejde i bred forstand vil blive prioriteret højt. Derfor er Europas sydlige grænser også Danmarks nærområde i strategisk forstand.

De valg der skal træffes i dansk forsvarspolitik til næste forlig kan altså sagtens referere til ”nærområdet”: man skal bare huske, at det i virkeligheden betyder tre ret forskellige strategiske geografier: Øst, Syd og Nord.

Så er der NATO. Den politiske ballade – jeg er fristet til at sige: OGSÅ i denne uge – om hvorvidt og hvornår Danmark leverer på de aftalte styrkemål er en problemstilling, der ikke kommer til at gå væk. NATO er som sagt før uomgængelig for Danmark og forsvarspolitikken.

Vi vil fortsat have en ambition om at være et NATO-kerneland. Det betyder at de tre variable i bidragslogikken: Cash, Capabilities and Commitments hænger sammen – skylder vi på den ene, i form af 2%-målet, eller hvis opfyldelsen er langt væk, så betyder de to andre endnu mere. Vi kommer derfor helt sikkert til at lave endnu flere commitments, styrkebidrag og andre bidrag til international opgaveløsning. Men det er capabilities som forsvarsplanlægningen handler om. Og NATO’s opmærksomhed såvel som den hjemlige politiske logik dikterer, at det i næste forlig vil risikere at være svært at træffe større beslutninger som ikke er skrevet ud som NATO styrkemål.

Men det er potentielt problematisk: vi må fastholde muligheden for at lave udvikling af forsvaret som ikke nødvendigvis er afspejlet i eksisterende styrkemål. Derfor var det godt, at forsvarschefen for nylig sagde, at han gerne så at NATOs planlægningsproces fremover kommer til at se også på kvaliteten af kapaciteterne, såsom avanceret teknologi. Vi bør turde dagsordensætte ting i NATO – og turde lave vores egne strategiske rationaler.

*

Endelig er forsvarschefens udmelding en god trædesten til det tredje internationale aspekt: teknologikonkurrencen.

Den øgede stormagtskonkurrence betyder, at vi har skiftet verdenshistorisk epoke. Fra en æra med globalisering, hvor økonomi og sikkerhed var afskilt, er vi gået ind i en ny, hvor de to nu igen filtret sammen, med endnu uafklarede konsekvenser til følge, men det er en æra, hvor sikkerhedspolitiske problemstillinger kryber ind i mange former for politik. En kommende rapport fra CMS handler om den hjemlige samfundssikkerhed – og den viser netop, hvordan nye politikområder også herhjemme løbende bliver genstand for cyber og hybride trusler, inklusive fx forsknings- og uddannelsesområdet.

Globalt finder den strategiske konkurrence sted i forskellige dimensioner – politisk, økonomisk, og militært. Spørgsmålet om fremtidens revolutionerende teknologier er til stede i alle dimensionerne og binder dem sammen. Den, der er bedst i stand til at organisere rammer for innovation kommer til at vinde ikke bare det økonomiske, men også det militære, kapløb om position og indflydelse. Med dét kan magtbalancer skifte, og stabile internationale strukturer kan bryde sammen – med det resultat, at kriser og krige igen bliver alt for virkelige trusler, også i Europa.

Teknologikonkurrencen viser, hvordan den økonomiske politik – innovations- og erhvervspolitik – også er sikkerhedspolitik. Mange af de såkaldt disruptive teknologier er digitale – og derfor bliver den traditionelle forsvarsindustri allerede i dag suppleret med samarbejde med techgiganter og mere specialiserede firmaer. Det kan godt være, at kunstig intelligens bare er ’software, der virker’ – men det bliver i stigende grad vigtigt for alt fra den operative virkelighed til efterretning.

Den langsigtede konkurrence handler også om modeller for relationen mellem stat, samfund og marked: hvem gør det bedst? På den ene side forener konkurrencen Vesten i de styrker, der hører de åbne samfund til: kreativ innovation baseret på individers og firmaers relativt frie udfoldelse, inklusive de borgerlige frihedsrettigheder, ejendomsret og så videre. Heroverfor står de lukkede samfund med Kina i spidsen – og satser på en model med statslig kontrol som muliggør en endnu stærke integration og koordination af civile og militære, semi-private og offentlige udviklingsorganisationer. Med teknologikonkurrencen splitter også Vesten: EU-projektet om strategisk autonomi handler netop om en relativ frigørelse fra amerikansk indflydelse. Og selvom Biden-administrationen sender signaler om at bløde op, så er det aldrig godt for Danmark, når der er kurrer på tråden på tværs af Atlanten.

Alt det skal der navigeres i, når vi laver forsvarspolitik og herunder internationalt forsvarssamarbejde. Teknologikonkurrencen er derfor en uomgængelig ramme for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i de kommende årtier – og for det næste forlig.

Teknologikonkurrencen hæver præmien på teknologisk indsigt: på det, som en anden kommende CMS rapport kalder ”militærteknologisk situationsforståelse”. Med den nye forsvarsindustrielle strategi er ministeriet, forsvaret og FMI i fuld gang med at rulle nye initiativer ud, initiativer som vil styrke samarbejdet med industrien og lægge grunden til endnu flere danske projekter i EU's Forsvarsfond. Selvom omsætningen er vigtig, så er det allervigtigste nok, at den samlede danske evne til at skabe og udvikle den militærteknologiske situationsforståelse på den måde bliver udvidet med de private netværk.

Det næste forlig bør bygge videre herpå, og sigte mod at øge vores evne til at følge med, så vi skaber de bedst mulige grundlag for beslutninger om hvilke nichekapaciteter vi må være med i, om og hvor vi skal deltage i udvikling, og hvilke internationale partnerskaber vi bør investere endnu mere i – som et nyt aspekt i alliancepolitikken.

For at runde af: Det næste forlig kan meget vel være lavet når vi mødes her igen om et år. Hvis det er tilfældet, så vil jeg tro, at man kan se disse ting afspejlet i teksten: Danmarks tre strategiske geografier, en dans med NATOs forventninger og vores egne ønsker, og endelig en væsentlig rolle til nye teknologier.

Med det takker jeg for opmærksomheden og ser frem til gode debatter og en spændende dag!